Sprog og inklusion

februar 18, 2017 3:49 pm
Published by

Det inkluderende arbejde, og den måde vi taler om det på, er tæt forbundet. De fleste af os går rundt i verden, og forstår os selv som forholdsvist realistiske mennesker, som forholder sig til ting, mennesker og oplevelser i verden på en rationel og logisk måde. Men sproget snyder os konstant. Ikke bare med ord og formuleringer, men helt ned i grammatiske kategoriseringer. Særligt i det inkluderende arbejde, er vi nød til at være på vagt. På den ene side skal vi være på vagt overfor at stigmatisere børn, ved at have et udpegende sprogbrug. På den anden side, risikerer vi, i vores iver efter at være ikke-stigmatiserende, at miste muligheden for at tale om det, der er svært (for både børn og voksne).Det er derfor dilemmafyldt farvand vi bevæger os i og der er grund til at kikke nærmere på sammenhængen mellem sprog og inklusion.


Det kan man fx gøre ved at tage et kik på det lille australske sprog Dyirbal. Ved at studere kategorierne i dette lille sprog, kan man lære en masse om, hvordan sproget påvirker vores tanker om og forståelse af verden, og vores tanker og forståelser påvirker vores handlinger.
På Dyirbal har man 4 kategorier for ting i verden. Ligesom vi inddeler substantiver i en og et, inddeler de verden i 4 kategorier.
1: de fleste levende væsner og mænd
2: kvinder, vand, ild og farlige ting
3: spiselige frugter og grøntsager
4: alt andet
Det er super smart, for så snart man kender navnet på en ting, ved man stort set hvordan man skal forholde sig til den. Hvis man støder på en ukendt frugt og nogen kender navnet på den, ved man med det samme om den kan spises (fordi den tilhører kategori 3) eller om den ikke kan (fordi den tilhører kategori 2). Når man støder på en ting, hvis navn fortæller, at den tilhører kategori 2, ved man altså at man skal tage sine forholdsregler.
Der opstod imidlertid et problem, da Dyirbal folket for første gang mødte hvide mennesker. Det var et helt ukendt væsen, som de ikke havde ord for, og før de kunne forholde sig til det, måtte de beslutte sig for, hvilken sproglig kategori de skulle placeres i. For en sikkerheds skyld, blev man enige om, at placere dem i kategori 2 og opfatte dem som noget tilsvarende svigermødre.

Svigermødre i Dyirbal stammen, behandler man på den måde, at man ignorerer dem. De må ikke tales til, og faktisk skal man tale et helt andet sprog, når de er indenfor høreafstand, selv om man taler med andre. Resultatet blev altså, at man reagerede på de hvide, ved at vende dem ryggen, og ignorere dem. Som bekendt, hjalp den tilgang ikke ret meget – eller i hvert fald kun for en kort tid.
Og hvad har det så med inklusion at gøre?
Det har alt med inklusion at gøre, for det er med til at vise os, at måden vi taler om ting på, har betydning for hvordan vi agerer i forhold til det – ikke bare i Dyirbal, men også i vores eget sprog. Når vi taler om børn, forældre, vanskeligheder eller kollegaer, påvirker det altså ikke kun vore tænkning og forståelse men også vores handlinger. Hvis vi placerer et barn i en bestemt katagori – fx i kategorien ”uregerlige børn”, vil vi uværgerligt have en adfærd i forhold til dem, som forstærker denne kategori.
Det betyder jo, at vi skal være vældig reflekterede omkring, hvilken sprogbrug vi anvender, fordi vores sprog er med til at stigmatisere børn (og forældre og kollegaer). Men samtidig støder man ind i det dilemma, at vi også er nødt til at kunne tale om de vanskeligheder vi støder på, hvis vi skal lave en tidlig indsats for børn i vanskeligheder. Vi VED at tidlig indsats hjælper mere. Derfor skal vi jo kunne gribe tidligt ind, men det kan vi jo ikke gøre uden at tale om det. Vi risikerer altså i vores iver efter at være ikke-stigmatiserende, at miste muligheden for at tale om og forstå det der er vanskelig.
Det er en gordisk knude og jeg arbejder med at finde nogle greb, som kan løsne den en smule.