Har dit barn angst?

juni 7, 2017 1:49 pm
Published by

Hvis dit barn har angst, er det ikke alene.

Angstlidelser er i stærk stigning blandt børn og unge. I de fleste skoleklasser sidder der et par børn, som i forskellig grad er påvirket af angst.

For nogle børn kommer det til udtryk som mange bekymringer og tanker om forfærdelige ting, der kan ske. For andre er tankerne ikke så fremtrædende, men de har ofte ondt i maven eller hovedet, har måske kvalme og føler sig nervøse med hjertebanken og sommerfugle i maven.

Angsten bliver er problem, når den er så gennemgribende, at den forhindrer barnet eller den unge i at leve det liv man gerne vil leve. Gøre de samme ting som venner og veninder, gå i skole og til fritidsaktiviteter, sove hos venner og have oplevelser med venner og familie. Når angsten er så dominerende, vil familien også ofte være påvirket af den. Man tager mange hensyn, som former familie livet, undgår bestemte begivenheder og situationer i en grad, så hele familiens liv kan opleves begrænset og styret af angsten.

Angst kan forekomme i mange former og med forskellig intensitet. For nogle er den tilstede i en kort periode i livet, for andre bliver den langvarig, og der er brug for hjælp. Heldigvis er der hjælp at hente. For langt de fleste børn og unge kan angsten afhjælpes gennem gruppeterapi eller individuelle terapeutiske forløb, hvor man lærer at tackle angsten, så den ikke får lov til at dominere.

Typer af angst

Der findes forskellige typer af angst, og afhængigt af hvor man læser om angst, vil man støde på forskellige former. Helt overordnet kan man opdele angsten i disse former – som igen kan inddeles i mange under-former.

Angst kan optræde som en konkret enkelt fobi, som fx angst for hunde, edderkopper eller højder.

Det kan også være en mere kompleks angst, som man fx ser det i social angst eller i separationsangst. Hvis man har social angst, kan det være særligt svært at være sammen med mange mennesker på én gang, at sige noget i timerne eller møde nye mennesker. Der er naturligvis forskellige grad af social angst – fra det generte til den stærkt hæmmende sociale angst.

Børn og unge, som lider af separationsangst, kan typisk have mange forestillinger om det forfærdelige der kan ske deres forældre, hvis de ikke er sammen med dem hele tiden, og hele familielivet kan blive indrettet på, at forældrene er sammen med barnet hele tiden.

Den generaliserede angst, er den angst som ‘flytter sig’. Det kan være man i en periode er bange for at sove andre steder end hjemme, for senere i stedet at blive angst, når man er sammen med mange mennesker, angst for lyden af ambulance sirener, for hunde, for at spise noget man ikke har smagt før og mange andre ting. Børn der lider af generaliseret angst, er ofte plaget af mange bekymrede tanker.

For alle disse typer af angst, kan der ofte være en kropslig reaktion, som ondt i maven, kvalme, ondt i hovedet. Eller følelsen af at halsen snører sig sammen, hjertet banker hurtigt og hårdt. Når disse kropslige reaktioner bliver meget voldsomme, kan der blive tale om det man kalder panikangst. Panikangst kan i nogle tilfælde opstå uden egentlig grund, og opleves ekstremt ubehagelige. Det kan føles som om man helt mister kontrollen over sig selv. Af samme grund vil man ofte begynde at undgå de situationer, hvor man tænker at panikanfaldene kan opstå.

Hvordan kan man arbejde med angst?
For nogle er angsten så diffus, at det er svært at sætte ord på, og svært at genkende det man føler som ‘angst’. Måske foretrækker barnet at kalde det ‘at være bange for’, ‘at være genert’, ‘at hade edderkopper’ eller måske sættes der slet ikke ord på, men barnet undgår simpelthen bestemte situationer – at være alene hjemme, at hilse på nogen de ikke kender, at købe ting i butikker. Gradvist bliver barnet, den unges og familiens liv indskrænket, fordi angsten kommer til at dominere.

Heldigvis er der hjælp at hente. I dag er der forsket meget i hvilke typer af behandling der bedst hjælper børn, unge og voksne af med angsten, og der er evidens for, at kognitiv adfærdsterapi og metakognitiv terapi er de to terapiformer, som hjælper flest med at håndtere deres angst på kortest tid. Der er altså ikke (sjældent i hvert fald) tale om langtidsterapi, men derimod kortere forløb, hvor barnet og forældrene (hvis der er tale om et mindre barn), får redskaber og teknikker til at håndtere angsten, når den dukker op.

For mange børn betyder det, at angsten helt forsvinder over tid. For andre børn betyder det, at den ikke forsvinder fuldstændigt, men at de bliver i stand til at styre angsten mere, end den styrer dem.

Der er derfor masser af håb – også selv om angsten har varet længe, og selv om den har været indgribende i barnets liv – og jo tidligere man kommer i gang med at lære at mestre sin angst jo bedre.